Du har måske ikke hørt om arabinoxylan, men det kommer snart til at forandre din kost. COMETs Arrabina vil gøre føde- og drikkevarer sundere for dine tarme

Andrew Richard er ekspert i konvertering af biomasse. I 2009 stiftede han COMET. Han ville omdanne organisk materiale som træer, planter og byaffald til et anvendeligt kemisk produkt, og det skulle gøres på den mest effektive måde. Han opdagede dog hurtigt, at et af biprodukterne fra virksomhedens produktion kunne vise sig at være den vigtigste del af processen.

>@COMET
© COMET

"Vi får en fin arabinoxylan ud af processen. Det er et kostfiber, der har gavnlige virkninger for tarmene, for den almene sundhedstilstand m.m.", fortæller Richard. "Biotekbranchen har i flere årtier forsøgt at fremstille letanvendelig arabinoxylan i ren form, og det er lykkedes for os."

Det er en begivenhed, som kan have stor betydning for vores fordøjelse. Arrabina kan anvendes i en lang række føde- og drikkevarer, og der er ingen ulemper med hensyn til smag, pris og effektivitet. Stoffet har en kraftig præbiotisk virkning, idet det nærer den mikroflora, som sørger for, at det menneskelige tarmsystem er sundt.

"Der findes ikke andre ingredienser på markedet, som er lige så effektive", udtaler Carmine Marzano, en højtstående specialist i bioøkonomi i Den Europæiske Investeringsbank, som har arbejdet på en finansieringsaftale for virksomheden, der nu kalder sig COMET. "Man kan lave en drik med brus og påstå, at den kan forbedre fordøjelsen og øge fiberindtaget."

COMET har åbnet et produktionsanlæg i Kalundborg, hvor der skal fremstilles Arrabina. Danmark "er et rigtig godt sted at skaffe hvede, og anlægget i Kalundborg er et klassisk eksempel på et anlæg af cirkulær økonomi-typen," siger Richard. "På den måde kan vi gøre vores produkt så bæredygtigt som muligt."



Sundere føde- og drikkevarer med arabinoxylan

Føde- og drikkevarer er en fast del af vores hverdag. Fra morgenkaffe til aftensnack har de valg, vi træffer, stor indvirkning på vores helbred og velbefindende. Arrabina kan være nøglen til sundere valg. Produktet kan gøre basale fødevarer til ernæringsmæssige kraftværker. Når de tilsættes Arrabina, kan proteinbarer, energidrikke og endog vingummi fremme tarmsundheden, bidrage til at regulere blodsukkeret og forbedre stofskiftet.

"Vi har indtaget arabinoxylan i mange tusind år, fordi dets tolerabilitet i tarmene er rigtig god," fortæller Richard. "Vi vil sige det sådan, at vi har perfektioneret naturens bedste kostfiber og omdannet den til en meget brugbar form."

>@COMET
© COMET

De fleste mennesker verden over spiser mindre end 20 g fibre dagligt.

Det, der gør Arrabina specielt, er, at det er i pulverform og fuldt opløseligt, farveløst i opløsning og uden smag. Derfor er det nemt at blande det i alle former for føde- og drikkevarer eller i tilskud.

"I chokolade vil man slet ikke lægge mærke til det, og man får også nogle ekstra fordele, bl.a. at sukkerindholdet kan reduceres," siger Richard.



Europas første arabinoxylan-anlæg

Der kan være mange udfordringer forbundet med at fremstille store mængder ren arabinoxylan. Stoffet udvindes af korn og andre biomassekilder i en kompliceret og særlig proces, hvor den komplekse struktur nedbrydes. Det kræver typisk en stor mængde forarbejdede hele korn at fremstille en enkelt portion opløselig arabinoxylan. Man skal bruge ca. 320 gram hvedeklid for at få 3 gram arabinoxylan. Men COMET har fundet en mere effektiv måde at gøre det på.

 "Vi tror, vi er de eneste, der kan gøre det billigt og i dets rene form," siger Richard.

COMETs produktionsanlæg i Kalundborg bliver det første i Europa, og det forventes at kunne levere over 4 millioner kg Arrabina om året. Den Europæiske Investeringsbank støtter virksomheden  med et venturegældslån på 40 mio. EUR, underskrevet i januar 2023. Finansieringen sker inden for rammerne af InvestEU, et EU-program, der har til formål at udløse mere end 372 mia. EUR i yderligere investeringer i Europa i perioden 2021-2027.

"Når man lancerer et nyt produkt som Arrabina, er det svært at forudse, hvordan markedet vil reagere og udvikle sig over tid," udtaler Celine Rottier, lånerådgiver i Den Europæiske Investeringsbank. "Med støtten fra os kan COMET tage det første kommercielle skridt og – hvis der viser sig at være et marked for Arrabina – fortsætte med at ekspandere og udrulle sit produkt."

Takket være EU-finansieringen kan COMET fortsætte med at udforske nye måder at perfektionere produktet på. "Vi får mulighed for at teste flere teknologier," fortæller Richard, "som kan gøre produktet bedre og endnu mere bæredygtigt."



Hvedestrå bliver til energi

COMETs nye anlæg er et godt eksempel på, hvordan cirkulær økonomi og industrielle synergier kan fungere.

I 2021 opgraderede upcycling-virksomheden Meliora Bio sit eksisterende bioraffinaderi ved brug af COMETs teknologi, som omdanner strå til bioætanol, præbiotika og lignin, en organisk polymer. Bioraffinaderiet indgår i en bæredygtig industripark og anvender biomassebaseret damp, vindenergi og anden grøn teknologi.

>@COMET
© COMET

Den bæredygtige industripark anvender en cirkulær tilgang til produktion, hvor én producents spildprodukter leverer ressourcer til en anden.

"Alt, hvad der tilføres i processen, ender som enten fødevare, brændstof eller energi," forklarer Richard. Vi tager det på markerne, som er blevet tilovers fra høsten, og transporterer det til vores samarbejdspartners anlæg, hvor det bliver forarbejdet. Kun ved brug af vand, damp og nænsom filtrering udvinder de arabinoxylan til Arrabina. Derefter sendes de øvrige bestanddele videre til det næste produktionsled, der fremstiller ætanol."

COMET samarbejder også med landmænd, idet virksomheden aftager lokale hvedestrå til produktionen. Den anvender den del af hveden, som normalt efterlades på marken efter høst. Herved får de lokale landmænd en ekstra indtægtskilde.