>@EIB/To be defined

Den Europæiske Union støtter den danske producent af fly- og rumfartsteknologi, Terma, med et lån på 28 mio. EUR fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB). Lånet garanteres inden for Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI), som er kernen i investeringsplanen for Europa, hvor EIB er Europa-Kommissionens strategiske partner.

Projektet omfatter investeringer i forskning og udvikling af højteknologiske produkter til anvendelse indenfor rumfart, radarteknologi til sikkerhed og overvågning i havne og lufthavne til kystovervågning og til flykontrol samt selvforsvarssystemer til fly. Som eksempel kan nævnes elektroniske selvbeskyttelsessystemer, der kan sikre besætning og passagerer i transportfly med katastrofehjælp og helikoptere, der indgår i eftersøgning og redningsopgaver i konfliktområder.  Aktiviteterne vil foregå i Danmark. Termas aktiviteter inden for forskning, udvikling og innovation (FUI) vil føre til sikrere luft- og søfart samt forbedret miljøovervågning fra fly og satellitter.

"Som EU's bank er vi glade for at kunne hjælpe en førende dansk virksomhed med at styrke dens innovationskapacitet og dens internationale konkurrenceevne på et marked med stærke globale aktører", udtaler næstformand i EIB Jan Vapaavuori. "Projektet er vigtigt for at bygge bro over den innovationskløft, som vi p.t. ser mellem Europa på den ene side og USA og Asien på den anden. Ved at fremme konkurrenceevnen for en europæisk initiativtager, der investerer i FUI til civile applikationer, bidrager vi også til målene i Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst."

EU-kommissær for Transport, Violeta Bulc udtaler: "Jeg er stolt over at den Investeringsplanen er med til at finansiere denne form for innovationsprojekter i Danmark. I kraft af dette EFSI-garanterede lån fra EIB kan Terma øge virksomhedens forsknings- og udviklingsaktiviteter, som kan medvirke til, at vi alle kan rejse mere trygt og sikkert."

Jens Maaløe, administrerende direktør hos Terma siger: “Denne mulighed for finansiering, vi har opnået hos Den Europæiske Investeringsbank, har stor betydning for Terma. Den sikrer, at vi kan fortsætte og øge udvikling af nye produkter og løfte eksisterende produkter til et højere udviklingsniveau indenfor områder som miljø, rumfart og sikkerhed. Som eksempel har Terma introduceret en ny radarbaseret løsning - Obstruction Light Control – som kan bidrage til at øge antallet af vindmølleparker i områder hvor de kraftige advarselslys, som kræves på høje mølletårne, kan være meget generende for naboer. Løsningen sikrer, at advarselslysene kun er tændt, når der er fly i nærheden.”

Dette er EIB's første låneforretning til en stor virksomhed i Danmark under Juncker-Kommissionens investeringsplan for Europa. Det betyder, at lånet fra Banken garanteres af EU-budgetmidler, så EIB kan gå ind i mere innovative projekter med større risiko.