>@GN Store Nord
© GN Store Nord

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) har ydet et lån på 75 mio. EUR til udviklingen af den næste generation af trådløse høreapparater samt tilpasningssoftware og diagnoseudstyr hos GN Store Nord, der er førende på verdensplan inden for høreapparater og innovative headsets. Denne nye støtte fra Den Europæiske Unions institution, der varetager langfristet långivning, vil hjælpe virksomheden med yderligere at forbedre komforten og brugervenligheden af virksomhedens trådløse høreapparater, der kan forbedre livskvaliteten for millioner af mennesker med nedsat hørelse.

Et centralt element i projektet er udviklingen af den næste generation af silikone-chipsets – der er "hjernen" og den centrale teknologiplatform i et moderne digitalt høreapparat. Denne udvikling omfatter også flere funktioner, der vil forbedre komforten og anvendelsesmulighederne for brugerne af GN's avancerede trådløse høreapparater. Projektet omfatter også yderligere udvikling af udstyr og software, som audiologer anvender til at tilpasse høreapparater til brugernes specifikke behov.

EIB's støtte vil hjælpe GN – særligt virksomhedens datterselskaber GN ReSound og GN Otometrics – med dette projekt, der vil blive udført på virksomhedens forsknings- og udviklingscenter i Danmark i perioden 2015-2017, og som forventes at medføre adskillige patentansøgninger. GN arbejder tæt sammen med universiteter og forskningscentre over hele Europa om sine forskningsaktiviteter, hvilket hjælper med at forbedre forståelsen af banebrydende teknologier rundt omkring i verden.

EIB's næstformand med ansvar for forretning i Danmark, Jan Vapaavuori, udtaler: "Støtte til forskning, udvikling og innovation i sundhedssektoren er en vigtig prioritet for Den Europæiske Investeringsbank, så vi er stolte af at støtte GN’s udvikling af den næste generation af akustiske høreapparater. Ved at styrke Europas position som en stor teknologileverandør og skabe kvalificerede beskæftigelsesmuligheder styrker dette Europas globale konkurrenceevne på et område, der gør en reel forskel for personer, der har svært ved at høre."

Anders Boyer, CFO for GN, siger: "Vores mål er at få livet til at lyde bedre for brugere af høreapparater. Vores Smart Hearing-løsning omfatter allerede den bedste lydkvalitet og teknologi, der tilpasses menneskers liv og reelle behov. Vi ønsker at bidrage yderligere til denne innovation og give brugere af høreapparater endnu bedre kontrol over deres hørelse og tilføje yderligere fordele, således at brugerne kan skabe kontakt, interagere og fungere som alle andre. Lånet fra EIB sætter os i stand til at gøre dette, så vi i endnu højere grad kan minimere ulemperne for mennesker med høretab."

Som en førende virksomhed inden for teknologi og innovation har GN – via dets datterselskab GN ReSound – været drivkraften bag verdens første kommercielt tilgængelige høreapparater med digital lydbehandling. GN var også først med 2,4 GHz trådløs teknologi i høreapparater og introducerede verdens første høreapparat, der kunne streame direkte til en iPhone. I dag giver denne teknologi brugere af høreapparater en enestående opfattelse af lyd samt ubesværet forbindelse til en hel vifte af trådløst tilbehør, herunder smartphones og tablets, som giver brugerne enestående kontrol over deres høreoplevelse.

Ved at udvikle endnu bedre høreapparater vil dette projekt sætte mennesker med høreproblemer i stand til i højere grad at deltage i  sociale aktiviteter og arbejdslivet, som de ellers kunne være forhindret i. Ved at gøre det muligt at styre høreapparater med smartphones bliver deres liv også nemmere, og dette kan bidrage til at fjerne stigmatiseringen forbundet med høreapparater.

I løbet af de seneste fem år har EIB investeret mere end 10 mia. EUR i sundhedssektoren. EIB, der varetager EU's langfristede långivning, er forpligtet til at fremme projekter inden for dette område, både ved at støtte moderniseringen og udviklingen af hospitaler og lægecentre og ved at fremme forskning, udvikling og innovation i medicinsk teknologi, bioteknologi og lægemiddelindustrien. Disse projekter forbedrer sundheden ved at fremme innovation og dermed levere bedre sundhedsydelser.