>@EIB/To be defined

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) har underskrevet en kontrakt på 25 millioner EUR med Welltec A/S, en særdeles innovativ dansk virksomhed, der tilbyder tjenester til oliefelter, for dens innovative udvikling og ingeniørmæssige aktiviteter med at hjælpe operatører til at optimere ledelsen og udviklingen af deres aktiver i løbet af deres brøndes levetid. Dette er den første EIB-transaktion i Danmark, der støttes af den nye generation af finansielle instrumenter til innovative og voksende virksomheder “InnovFin – EU-finansiering af innovation”, med finansiel opbakning fra den Europæiske Union under Horisont 2020-programmet. “InnovFin vækstfinansiering til mid cap-selskaber” er specielt dedikeret til at forbedre adgangen til risikofinansiering af forsknings- og innovationsprojekter for mid cap-selskaber og SMV'er i Den Europæiske Union.

Lånet til Welltec vil bidrage til udviklingen af avancerede robotløsninger, der kan anvendes i olie- og gasudviklingen samt i produktionsfaser, såsom klargøring af brønde, transport- og interventionstjenester, og til at behovet for traditionelt tungt udstyr undgås. Projektet vil gøre det muligt for Welltec at beholde sin førende teknologiske position på det internationale marked, da virksomheden løbende indfører nye metoder til at reducere anlægstiden for brønde, fremskynde tilgængeligheden og øge reservoirkontakten med hensyn til at udvide brøndenes levetid i takt med, at de bliver mere krævende at udvikle og vedligeholde.

Jonathan Taylor, næstformand i EIB, ansvarlig for danske anliggender, sagde: "Mid cap-selskaber spiller en vigtig rolle inden for konkurrencedygtighed, jobskabelse og vækst i Europa. De samlede finansielle instrumenter i “InnovFin – EU-finansiering af innovation” har til formål at støtte mid cap-selskaber, der vedholdende viser sig at være særlig stærke inden for innovation. Welltec er, i kraft af at den er en hurtigt voksende og særdeles innovativ virksomhed med markante, vedvarende investeringer inden for innovativ udvikling og ingeniørvidenskab, en ideel kandidat for denne institution. Vi er glade for at kunne indgå et samarbejde med Welltec med denne banebrydende foranstaltning, da det vil gøre det muligt for EU-banken at understøtte fremtidige teknologier, hvis konkrete anvendelse vil være medvirkende til ikke blot at reducere driftsomkostningerne, men endnu vigtigere, at reducere sundheds-, sikkerheds- og miljømæssige risici." 

Welltecs grundlægger og administrerende direktør, Jørgen Hallundbæk, bød underskrivelsen af aftalen velkommen med ordene: "Vi er meget taknemmelige for EIBs støtte til vores nyskabende teknologi, som vil hjælpe os med at transformere den opadgående olie- og gasindustri med renere, sikrere og mere bæredygtige tiltag for at opfylde verdens energiefterspørgsel." Han tilføjede, "vores Flex-Well®-koncept udfordrer den konventionelle tilgang, gør det muligt for operatører at åbne op for deres aktiver og reducere den mulige kompleksitet og fare ved driften.  Med disse midler til vores indsats inden for udvikling- og innovation, bliver EIB en del af den brydende nytænkning, der har til formål at reducere industriens energiforbrug og CO2-udledning, mens vi samtidig øger felternes samlede udbytte og deres levedygtighed nu og i fremtiden. EIB-lånet giver en unik mulighed for at øge Welltecs økonomiske fleksibilitet på gunstige betingelser, eftersom vi fortsætter med at udvide og levere banebrydende teknologi."

Baggrundsoplysninger

EIB

Den Europæiske Investeringsbank (EIB), som ejes af medlemsstaterne, varetager Den Europæiske Unions langfristede långivning. Den stiller langfristet finansiering til rådighed til sunde investeringer for at bidrage til EU's politiske mål.

Welltec

Welltec® er en førende udbyder af robotstyrede interventionstjenester og samleløsninger til olie- og gasindustrien, som forsyner verdens største olie- og gasselskaber med den sidste nye teknologi for at kunne øge produktionen og udbyttet på en mere sikker og bæredygtig måde. I 2013 var virksomheden aktiv i 28 lande med over 1000 ansatte og opnåede indtægter på 321 millioner USD og en EBITDA på 135 millioner USD.

Baggrundsinformation om InnovFins finansielle instrumenter

Europa-Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank-gruppe (EIB og EIF) har inden for Horisont 2020-programmet, det nye EU-forskningsprogram for 2014-2020, lanceret en ny generation af finansielle instrumenter og rådgivningstjenester, som skal lette innovative virksomheders adgang til finansieringsmuligheder. Over de næste syv år vil "InnovFin – EU-finansiering af innovation" tilbyde en række skræddersyede finansielle instrumenter, hvorved der vil blive stillet mere end 24 mia. EUR til rådighed til finansiering af forskning og innovation (F&I) for små, mellemstore og store virksomheder samt for iværksættere af forskningsinfrastrukturprojekter. Denne finansiering forventes at danne grundlag for F&I-investeringer på op mod 48 mia. EUR.

InnovFin bygger videre på succesen fra finansieringsfaciliteten med risikodeling, som blev oprettet som en del af EU's syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling (FP7), der finansierede 114 F&I-projekter med ikke mindre end 11,3 mia. EUR samt ydede lånegarantier med en værdi på over 1,4 mia. EUR.

Finansielle instrumenter fra InnovFin, som vil blive understøttet af finansielle midler afsat under Horisont 2020-programmet samt af EIB-Gruppen, støtter F&I-aktiviteter, som af natur indebærer en højere risiko og er sværere at vurdere end traditionelle investeringer og derfor ofte har svært ved at opnå finansiering. De er alle finansielle instrumenter, som er drevet af efterspørgsel, og som ikke er forud fordelt på sektorer, lande eller regioner. Virksomheder og andre enheder beliggende i EU-medlemsstater og lande, der er associeret med Horisont 2020-programmet, vil kunne komme i betragtning til at modtage finansiering. Disse gældsinstrumenter vil i nær fremtid blive suppleret med en række egenkapitalinstrumenter, der forvaltes af Den Europæiske Investeringsfond.

InnovFin vækstfinansiering til mid cap-selskaber yder langfristede seniorlån, efterstillede lån eller mezzaninlån med henblik på at forbedre adgangen til finansiering primært for større innovative mid cap-selskaber (op til 3 000 ansatte), men også for SMV'er og små mid cap-selskaber. Lån på mellem 7,5 mio. EUR og 25 mio. EUR bevilges direkte af EIB.