Search EN menu en EIB GROUP CLIENT PORTAL
Search
Results
Top 5 search results See all results Advanced search
Top searches
Most visited pages
    EIB
    • Sammen med regeringerne i de 27 EU-lande og private institutionelle investorer iværksætter EIB-Gruppen anden fase af European Tech Champions Initiative.
    • Initiativet vil bygge videre på resultaterne fra første fase og skabe en paneuropæisk investeringsplatform for at gøre techpionerer i EU til globalt førende virksomheder.
    • AltamarCAM, Azimut Holding, Banco Santander, BBVA, Compagnia di San Paolo, Danske Bank og Green Arrow Capital er blandt de institutionelle investorer, der har forpligtet sig til at støtte initiativet.
    • ETCI 2.0 bliver fire gange større end forgængeren. Antallet af deltagende megafonde tredobles, og initiativets rækkevidde udvides, så der også investeres i mellemstore vækstfonde.

    Europa udvider sit flagskibsinitiativ, så støtten omfatter techpionerer, når EIB-Gruppen og store institutionelle investorer og kapitalforvaltere – med støtte fra alle 27 EU-landes regeringer – går sammen for at mobilisere op til 80 mia. EUR til investeringer i stærkt innovative virksomheders opskalering til globalt førende virksomheder.

    Parterne mødtes i Bruxelles, i forbindelse med EU's finansministres møde i Økofinrådet, for at erklære deres støtte til anden fase af European Tech Champions Initiative eller ETCI 2.0. Formålet med initiativet er at kanalisere finansiering i form af egenkapitalinvesteringer til tech-opskaleringsvirksomheder gennem en stærkere paneuropæisk investeringsalliance.

    Første fase af ETCI har allerede støttet 15 megafonde, som aktivt investerer i europæiske opstartsvirksomheder, der ønsker at opskalere, og fremmet udviklingen af 12 EU-baserede "enhjørninger" (opskaleringsvirksomheder, der er værdisat til mere end 1 mia. EUR).

    På grundlag af denne succeshistorie vil initiativets anden fase vokse betydeligt i både størrelse og rækkevidde med potentiel støtte fra alle 27 EU-lande og aktiv deltagelse fra private og institutionelle investorer.

    "Det partnerskab, der søsættes i dag, handler om skala og fart, da det betyder, at europæiske pionerer forsynes med den kapital, de har brug for til at vokse," sagde formanden for EIB-Gruppen Nadia Calviño. "Dette er et afgørende skridt, som skal håndtere finansieringsgabet for opskaleringsvirksomheder for at sikre, at idéer, teknologier og innovative virksomheder, der er opstået i Europa, kan blive og trives i Europa."

    På baggrund af Irlands formandskab for Rådet for Den Europæiske Union udtalte Irlands finansminister Simon Harris: "Irland støtter lanceringen af European Tech Champions Initiative 2.0, der er et vigtigt skridt i bestræbelserne på at lukke gabet, hvad angår opskaleringsfinansiering i Europa. Inddragelsen af mellemstore fonde for at sikre, at opskaleringsbehovene kan imødekommes i alle faser, og institutionelle investorers deltagelse for at mobilisere privat kapital i stor udstrækning er vigtige tiltag, der bringer initiativet endnu mere på linje med Europas agenda for konkurrenceevne.

    "Europa kan ikke indtage en førende rolle inden for fremtidens teknologi, hvis dets mest innovative virksomheder finder den kapital, de har brug for, uden for de europæiske grænser," sagde Grækenlands finansminister og formand for Eurogruppen Kyriakos Pierrakakis. "ETCI 2.0 er en strategisk løsning på den store udfordring, det er at styrke Europas konkurrenceevne og, i sidste ende, forbedre levestandarden for alle vores borgere."

    Den danske skatteminister og minister for økonomisk vækst, hr. Jakob Engel-Schmidt, udtalte: ”Danmark og Europa er nødt til at gøre mere for, at vores iværksættere lykkes, får succes og slår rødder dér, hvor de gode idéer er groet. Så vi får glæde af fremtidens arbejdspladser og velstand. Den danske regering er ambitiøs omkring at skabe en vinder-iværksætter-kultur. Men vi skal ikke gøre det alene, vi skal være et samlet Europa. Der skal fælleseuropæiske løsninger til, hvis vi skal rejse de mængder kapital der skal til for de mest pionerende virksomheder. Lanceringen af ETCI 2.0 i dag adresserer lige netop det, og jeg er glad for at støtte det.”

    De private investorer, der tilslutter sig initiativet, omfatter Danske Bank, spanske AltamarCAM, Banco Santander og BBVA, de italienske kapitalforvaltere Azimut Holding, Green Arrow Capital og fonden Compagnia di San Paolo, og flere vil tilslutte sig på et senere tidspunkt.

    "Hvis Europas konkurrenceevne skal styrkes, og vi skal skabe optimale rammer for fremtidens virksomheder, er vi nødt til at mobilisere mere kapital til innovation, teknologi og vækst. I Danske Bank har vi allerede et stærkt fokus på at støtte vækstvirksomheder i Norden og Europa. Derfor hilser vi dette initiativ velkommen, hvor offentlige og private kræfter bliver samlet om at kanalisere investeringer til Europas mest lovende virksomheder og forbedre vilkårene for, at virksomheder kan vokse og konkurrere globalt." - Carsten Rasch Egeriis, CEO i Danske Bank.

    Investeringsmål

    ETCI 2.0 har en målstørrelse for sin tilvejebringelse af kapital på op til 15 mia. EUR – ca. fire gange større end den oprindelige fund of funds, der blev lanceret i 2023. Den vil derefter søge at mobilisere investeringer på i alt op til 80 mia. EUR til over 1 500 opskaleringsvirksomheder i Europa.

    ETCI 2.0's størrelse vil blive fastlagt i andet halvår 2026, hvor bidragene fra alle deltagende parter er afsluttet i en såkaldt "første lukning". EIB-Gruppen vil investere op til 1,25 mia. EUR i fonden.

    ETCI 2.0 vil støtte europæiske megafonde og – for første gang – mellemstore vækstfonde på mere end 300 mio. EUR. Den forventes at forankre oprettelsen af i alt mere end 100 fonde, herunder op til 45 megafonde, der vil investere i opskaleringsvirksomheder med et gennemsnitligt investeringsbeløb på 200 mio. EUR for hver virksomhed.

    Der oprettes også en paneuropæisk investeringsplatform, der sikrer en pipeline af europæiske techfonde og vil øge private investorers kendskab til muligheder, markedsintelligens og økosystem-indsigt. Der stilles et digitalt redskab til rådighed, som skal bidrage til investeringsplatformens fremme af investorengagement.

    Herved vil ETCI 2.0 udvide adgangen til senfasekapital i hele Europa ved at styrke forbindelserne mellem nationale og europæiske investeringsinitiativer og give langsigtede investorer en struktureret vej ind i Europas mest lovende techvirksomheder i vækstfasen.

    ETCI 2.0 vil arbejde parallelt med og supplere forskellige nationale og europæiske initiativer for at sikre, at techpionerer får størst mulig støtte og bliver fast forankrede i Europa, bl.a. det franske "Tibi"-initiativ, det tyske "WIN" og Scaleup Europe Fund. Dette bidrager til et mere fødereret europæisk investeringsøkosystem.

    Ved at mobilisere offentlig og privat kapital på tværs af grænserne vil ETCI 2.0 bidrage til dybere, mere integrerede og mere effektive europæiske kapitalmarkeder. Dette vil igen fremme EU's opsparings- og investeringsunion og styrke Europas strategiske autonomi, innovation og produktionsvækst.

    Baggrundsinformation

    EIB-Gruppen

    Den Europæiske Investeringsbank-Gruppe (EIB-Gruppen), der ejes af de 27 EU-medlemsstater, varetager Den Europæiske Unions finansieringer og er en af verdens største multilaterale udviklingsbanker. I 2025 indgik EIB-Gruppen aftaler for 100 mia. EUR i ny finansiering og rådgivning til over 870 projekter med stor virkning inden for otte centrale prioriteter, som bidrager til EU's politiske mål: klima og miljø, digitalisering og teknologisk innovation, sikkerhed og forsvar, territorial samhørighed, landbrug og bioøkonomi, social infrastruktur, stærke globale partnerskaber og opsparings- og investeringsunionen. Ud over langfristede lån til store infrastrukturprojekter tiltrækker EIB-Gruppen private investeringer til innovative projekter og virksomheder med høj risiko og spiller en stadig større rolle i Europas markeder for venturegæld, venturekapital, garantier og securitiseringer.

    Den Europæiske Investeringsfond (EIF) er EIB-Gruppens datterselskab, der er specialiseret i at stille garantier, securitisering og egenkapital til rådighed for at forbedre adgangen til finansiering for små og mellemstore virksomheder og opstartsvirksomheder i hele Europa. I rollen som ankerinvestor gør EIF brug af sit omfattende netværk af samarbejdspartnere blandt banker og investeringsfonde til at mobilisere private investeringer og fremme økosystemet af venturekapitalfonde for at støtte innovative europæiske iværksættere.

    Fotos af EIB-Gruppens direktion og hovedsæder, logofiler og B-roll-video til pressebrug er tilgængelige her.  

    Contact

    Reference

    2026-244-DA