- Halvdelen af danske virksomheder – en af de højeste andele i EU – beskæftiger sig med innovation og indfører nye produkter, processer eller tjenesteydelser
- De danske virksomheder er blandt de mest ivrige brugere af generativ AI i Europa
- Der investeres stadig i stort omfang på trods af voksende økonomisk pessimisme
Ifølge de nye landeresultater fra Den Europæiske Investeringsbank-Gruppes (EIB-Gruppen) årlige investeringsundersøgelse (EIBIS) investeres der fortsat i usædvanlig stort omfang i Danmark. Her beretter 98 % af de danske virksomheder om investeringer i 2025 – den højeste andel i alle EU-landene. Danske virksomheder investerer fortsat mere ambitiøst end andre europæiske virksomheder, idet en særlig stor andel bruger ressourcer på at udvikle nye produkter, processer eller tjenesteydelser.
Undersøgelsen fremhæver Danmark som en af Europas frontløbere, når det gælder innovation og digitalisering. I det foregående regnskabsår beskæftigede halvdelen af danske virksomheder (50 %) sig med innovation og indførte produkter eller tjenesteydelser, som var nye for virksomheden, for landet eller endog for verden. Dette er langt over EU-gennemsnittet på 32 %. Over halvdelen af danske virksomheder (58 %) bruger allerede generative AI-værktøjer som ChatGPT, Bard og Copilot til at forbedre processer – igen over EU-gennemsnittet på 37 %. Avancerede digitale teknologier som AI, internet of things, robotteknologi og digitale platforme tages i brug af virksomheder i alle størrelser, selv mikrovirksomheder og små virksomheder.
Til trods for de omfattende investeringer melder danske virksomheder om voksende pessimisme, hvad angår de økonomiske udsigter. Forventningerne til fremtidige investeringer er mindsket, og en nettoandel af virksomhederne forventer, at deres investeringer vil være lavere i det kommende år. Samtidig tilkendegiver virksomhederne, at de har tillid til udsigterne for deres egen sektor og til, at de vil have adgang til intern og ekstern finansiering.
Mangel på kvalificeret arbejdskraft er stadig en af de største hindringer for investeringer. To tredjedele af de danske virksomheder (67 %) nævner adgang til kvalificeret arbejdskraft som en investeringsbarriere og en udfordring, der især er akut inden for byggeriet, hvor 90 % af virksomhederne fremhæver mangel på kvalificeret arbejdskraft. Alligevel går kun 6 % af investeringerne til uddannelse af personale.
Danske eksportvirksomheder møder stadig et fragmenteret europæisk indre marked. 41 % af handelsvirksomhederne nævner, at nye regler, standarder og certificeringer i EU-landene er en stor hindring for den internationale samhandel.
"Danske virksomheder er blandt Europas førende inden for innovation med omfattende investeringer i nye produkter og digitale teknologier, herunder generativ AI," udtaler næstformand i EIB Ioannis Tsakiris. "Samtidig møder Danmark udfordringer både i form af alvorlig mangel på kvalificeret arbejdskraft og uensartede regler i det indre marked. EIB er parat til at støtte danske virksomheder, mens de fortsætter med at innovere, investere og styrke Europas konkurrenceevne."
De vigtigste resultater af investeringsundersøgelsen
Innovation og digitalisering
- ·50 % af de danske virksomheder beskæftiger sig med innovation og indfører nye produkter, processer eller tjenesteydelser (EU: 32 %).
- 58 % bruger generativ AI (EU: 37 %)
Investering
- 98 % af virksomhederne investerer (EU: 86 %), den højeste andel i EU.
- 7 % af investeringerne går til forskning og udvikling, hvilket svarer til EU-gennemsnittet.
Kompetencer, handel og regulering
- 67 % nævner mangel på kvalificeret arbejdskraft som en hindring for investering.
- 50 % af virksomhederne med internationale handelsaktiviteter nævner, at nye regler og standarder er en hindring for handel.
Klima og bæredygtighed
- 97 % af virksomhederne har truffet foranstaltninger til at reducere drivhusgasemissioner.
- 64 % overvåger deres egne mål for udledning af drivhusgas (EU: 47 %)
Kønsdiversitet
- 24 % angiver, at mindst 40 % af virksomhedens øverste ledelse er kvinder (EU: 25 %).
- 16 % angiver, at mindst 50 % af virksomheden ejes af kvinder.
Hent hele undersøgelsen: Investment Survey Denmark 2025.
Baggrundsinformation
EIB
Den Europæiske Investeringsbank (EIB), som ejes af medlemsstaterne, varetager Den Europæiske Unions langfristede långivning. EIB finansierer investeringer inden for otte centrale prioriteter, som bidrager til EU's politiske mål ved at styrke klimaindsatsen og miljøet, digitalisering og teknologisk innovation, sikkerhed og forsvar, samhørighed, landbrug og bioøkonomi, social infrastruktur, kapitalmarkedsunionen og et stærkere Europa i en fredeligere og mere velstående verden.
EIB-Gruppen, som også omfatter Den Europæiske Investeringsfond (EIF), indgik aftaler for knap 89 mia. EUR i ny finansiering til mere end 900 projekter med stor indvirkning i 2024, hvilket vil styrke Europas konkurrenceevne og sikkerhed.
Alle projekter, der finansieres af EIB-Gruppen, er i overensstemmelse med Parisaftalen, således som det fremgår af organisationens klimabankkøreplan. Næsten 60 % af EIB-Gruppens årlige finansiering støtter projekter, der direkte bidrager til afbødning af klimaforandringer, tilpasning og et sundere miljø.
Ved at fremme markedsintegration og mobilisere investeringer støttede Gruppen et rekordhøjt beløb på over 100 mia. EUR i nye investeringer i Europas energisikkerhed i 2024 og mobiliserede 110 mia. EUR i vækstkapital til opstartsvirksomheder, scaleupvirksomheder og europæiske pionervirksomheder. Omkring halvdelen af EIB's finansiering inden for EU er rettet mod samhørighedsregioner, hvor indkomsten pr. indbygger er lavere end EU-gennemsnittet.
EIB-Gruppen er en vigtig kilde til finansiering og rådgivning i sektoren for kritiske råstoffer. Med det nye strategiske initiativ for kritiske råstoffer, CRM strategic initiative, er det målet at investere 2 mia. EUR om året på tværs af hele værdikæden for at støtte EU's forordning om kritiske råstoffer og sørge for sikker og bæredygtig forsyning.
Nyere fotos af høj kvalitet af organisationens hovedsæde til pressebrug er tilgængelige her.
EIB's investeringsundersøgelse
EIB-Gruppens investeringsundersøgelse (EIBIS) er blevet gennemført hvert år siden 2016. Det er en unik undersøgelse, som omfatter ca. 13 000 virksomheder i alle EU's medlemsstater foruden et udsnit af amerikanske virksomheder. I undersøgelsen indsamles data om virksomhedernes karakteristika og resultater, tidligere investeringsaktiviteter og planer for fremtiden, finansieringskilder, finansieringsproblematikker og andre udfordringer som f.eks. klimaforandringer og digital omstilling. Der anvendes en stratificeret stikprøvemetode til undersøgelsen, som er repræsentativ for alle 27 EU-medlemsstater og USA samt for fire kategorier af virksomhedsstørrelser (fra mikrovirksomheder til store virksomheder) og fire hovedsektorer (fremstilling, byggeri, tjenester og infrastruktur). Undersøgelsen er udformet således, at der opbygges et paneldatasæt med observationer, som understøtter analysen af tidsseriedata. Observationerne kan også knyttes til data om virksomheders balance og resultatopgørelse. Undersøgelsen er udviklet og administreres af EIB's hovedafdeling for økonomi og gennemføres i samarbejde med Ipsos. Der er flere baggrundsoplysninger og tekniske detaljer på www.eib.org/eibis.