Search EN menu en EIB GROUP CLIENT PORTAL
Search
Results
Top 5 search results See all results Advanced search
Top searches
Most visited pages
Getty
  • EIB's bestyrelse vedtager fase 2 af den banebrydende klimabankkøreplan, der har fokus på konkurrenceevne, sikkerhed og lavere energipriser til virksomheder og familier.
  • I planen indgår en fordobling af investeringer i tilpasning til klimaforandringer sammen med radikalt forenklede procedurer.
  • Beslutningen styrker EIB-Gruppens rolle som klimabanken og bekræfter dens tilsagn om at fortsætte sin indsats som en førende finansieringskilde til den grønne industrielle revolution.

Den Europæiske Investeringsbank-Gruppe (EIB-Gruppen) går nu i gang med fase 2 af sin banebrydende klimabankkøreplan og fastholder sin rolle som førende finansieringskilde til den grønne industrielle revolution, energisikkerhed og fælles fremgang. Fase 2 bygger videre på de umiskendelige resultater, der er skabt, siden køreplanen blev sat i gang i 2020, og opstiller EIB-Gruppens prioriteter frem til udgangen af dette årti. Samtidig sker der en gennemgribende forenkling af procedurerne for at sætte skub i grønne investeringer.

EIB's bestyrelse har vedtaget køreplanens fase 2 sammen med retningslinjerne vedrørende energisektoren (Energy Sector Orientation), der styrker Gruppens position som klimabanken. Fase 2 er opbygget omkring tre primære søjler:

  • Større fokus på konkurrenceevne, sikkerhed og lavere energipriser for virksomheder og familier ved at sørge for billig og lokalt produceret ren energi til virksomheder og husstande, fremme innovative løsninger og styrke Europas teknologiske lederskab.
  • Fordobling af klimatilpasningsfinansieringen til 30 mia. EUR i perioden 2026-2030. Den beslutning, som bestyrelsens traf i denne uge i Cypern – det land i Europa, der har den største knaphed på vand – fremhæver, hvor vigtig klimatilpasning er for den kollektive sikkerhed og fremgang, samtidig med at der er en klar økonomisk gevinst.
  • Radikal forenkling: Overregulering fjernes, og i stedet anvendes selvvurdering og eksisterende regler og rapporter, benchmarks, reguleringsmæssige standarder og modparters regler samt udvidet brug af effektive værktøjere som de "grønne tjekkere".

EIB-Gruppens formand Nadia Calviño udtaler: "Vi bygger videre på de store resultater, som klimabankkøreplanen har givet, og fordobler indsatsen, når det gælder den grønne omstilling, fordi det er det rigtige at gøre for vores fremtid og klogt at gøre for vores økonomier. Med en energirevolution i fuld gang fortsætter vi ufortrødent vores indsats til fordel for konkurrenceevnen og sikkerheden i dag og for planetens fremtid.

Konkurrenceevne, sikkerhed og lavere energipriser

Siden klimabankkøreplanen blev sat i gang i 2020, har EIB-Gruppen støttet over 560 mia. EUR i grønne investeringer – heraf ca. 90 % i EU – og er godt på vej til at opfylde sit overordnede mål: at støtte mindst 1 billion EUR i grønne investeringer i dette årti. Med fase 2 af køreplanen bekræfter EIB-Gruppen sit tilsagn om at afsætte over halvdelen af sin årlige finansiering til klima og miljømæssig bæredygtighed.

EIB-Gruppen vil i tiden fremover øge sin indsats for at styrke Europas konkurrenceevne ved at støtte cleantech, styrke forsyningskæderne, hjælpe virksomheder med at reducere deres energiudgifter og forbedre energisikkerheden ved brug af specialprodukter som f.eks. skræddersyet finansiering til elkøbsaftaler. EIB-Gruppen har planlagt en rekordhøj ny finansiering på 11 mia. EUR til energinet alene i år og har allerede mobiliseret 40 % af Europas samlede investeringer i denne sektor i 2024. Ambitionen er at bringe dette tal endnu højere op i år.

Et nyt initiativ til 17 mia. EUR vil hjælpe 350 000 europæiske små og mellemstore virksomheder (SMV'er) med at investere i energibesparelser, og samtidig vil modgarantier til vind- og energinetproducenterne sikre en vedvarende forsyning. TechEU-programmet, Europas største initiativ inden for finansiering af innovation, har som mål at mobilisere 250 mia. EUR frem til 2027, og støtte til innovation i cleantechsektoren er en af programmets hovedprioriteter.

For at sikre en retfærdig grøn omstilling støtter EIB også husstande med en lavere indkomst gennem økonomisk overkommelige renoveringslån og cleantechleasing af aktiver som køretøjer og varmepumper. Dette sker i et partnerskab med lokale banker. En ny pakke med klimainvesteringer og -rådgivning med et kønsrelateret aspekt vil opskalere leveringen af lav CO2- og klimatilpasningsløsninger til kvinder, piger og diverse befolkningsgrupper i hele verden.

Fordobling af finansieringen til klimatilpasning til 30 mia. EUR

Det er både absolut nødvendigt og økonomisk klogt at investere i klimatilpasning. Alene i denne sommer var ekstreme vejrhændelser i Europa årsag til kortsigtede økonomiske tab på mindst 43 mia. EUR, mens 1 euro brugt på forebyggelse og tilpasning skønnes at spare mellem 5 og 7 euro i fremtidige udgifter til skader og genopbygning.

EIB-Gruppen vil fordoble sin finansiering til klimatilpasning til 30 mia. EUR i perioden 2026-2030 sammenlignet med de foregående fem år. Den øgede støtte vil fokusere på landbrug, forvaltning af vandkredsløb, virksomheder, byer, regioner og sårbare samfund og ydes i tæt samarbejde med Europa-Kommissionen og samarbejdspartnere på nationalt og regionalt plan og i den private sektor. For at hjælpe kunderne med at komme i gang med deres projekter vil EIB-Gruppen øge den tekniske bistand væsentligt. Det omfatter også bistand til verdens mest sårbare befolkninger, f.eks. små udviklingsøstater, de mindst udviklede lande, lavindkomstsamfund, oprindelige folk, kvinder, emigranter, unge og ældre.

Radikal forenkling

EIB-Gruppen forenkler sine procedurer for at fremme adgangen til grøn finansiering og mindske den administrative byrde, især for SMV'er. EIB-Gruppen udnytter EU-rapporteringsstandarder som f.eks. direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD) og udvider brugen af digitale værktøjer som Green Checker for at fremme og strømline adgangen til finansiering og mindske bureaukratiet for sine kunder.

Med denne tilgang øges EIB-Gruppens støtte til EU-initiativer som konkurrenceevnekompasset (Competitiveness Compass) og omnibuspakken om forenkling (Omnibus Simplification Package). I køreplanens fase 2 strømliner EIB-Gruppen sine krav til virksomheder, navnlig virksomheder, som gør brug af dens produkter via partnerbanker, og bringer rapporteringskravene på linje med EU's bæredygtighedsstandarder, f.eks. CSRD. Herved reduceres kundernes rapporteringsforpligtelser yderligere.

Globale partnerskaber

EIB Gruppen er ved at færdiggøre strategiske retningslinjer for sine finansieringer uden for EU. De skal styrke win-win-partnerskaber, der kan fremme den grønne omstilling og skabe muligheder for europæiske grønne pionerer.

Inddragelse af interessenter

I overensstemmelse med sit engagement i at fremme åbenhed og gennemsigtighed inviterede EIB-Gruppen eksterne interessenter til at bidrage til udviklingen af fase 2 af dens klimabankkøreplan og retningslinjer vedrørende energisektoren. Der blev holdt et møde i juli 2025 med over 160 deltagere, hvilket er udtryk for det store engagement hos civilsamfundet, institutionelle partnere og den brede offentlighed. Der blev arrangeret et opfølgende møde i september 2025. Interessenterne blev også opfordret til at give skriftlig feedback, som er samlet i en rapport .

Baggrundsinformation   

Den Europæiske Investeringsbank (EIB), som ejes af medlemsstaterne, varetager Den Europæiske Unions langfristede långivning. EIB finansierer investeringer inden for otte centrale prioriteter, som bidrager til EU's politiske mål: klima og miljø, digitalisering og teknologisk innovation, sikkerhed og forsvar, samhørighed, landbrug og bioøkonomi, social infrastruktur, et stærkere Europa i en fredeligere og mere velstående verden og Europas kapitalmarkedsunion.  

EIB-Gruppen, som også omfatter Den Europæiske Investeringsfond (EIF), indgik aftaler for knap 89 mia. EUR i ny finansiering til mere end 900 projekter med stor indvirkning i 2024, hvilket vil styrke Europas konkurrenceevne og sikkerhed.  

Omkring halvdelen af EIB's finansiering inden for EU er målrettet samhørighedsregioner, hvor indkomsten pr. indbygger er under EU-gennemsnittet, mens næsten 60 % af EIB-Gruppens årlige investeringer støtter klimaindsatsen og miljømæssig bæredygtighed.

Nyere fotos af høj kvalitet af organisationens hovedsæde til pressebrug er tilgængelige her. 

Contact

Bruno Hoyer

Reference

2025-353-DA