>@EIB

EIB's pressekonference om årets resultater

  • I 2021 opskalerede EIB-Gruppen sine aktiviteter og satte ny rekord med 95 mia. EUR i finansiering. Næsten halvdelen af Gruppens finansiering, 45 mia. EUR, gik til små og mellemstore virksomheder (SMV'er), der var hårdt ramt af pandemien. Finansiering fra Den Europæiske Investeringsfond (EIF) udgjorde 30,5 mia. EUR af det samlede beløb – også ny rekord.
  • Siden covid-19-pandemiens begyndelse har EIB-Gruppen bidraget med i alt 58,7 mia. EUR til bekæmpelse af pandemien og dens økonomiske konsekvenser.
  • Omkring 27,6 mia. EUR gik til at støtte den grønne omstilling af EU's økonomier. Samtidig nåede EIB's långivning til EU's samhørighedsregioner 19,8 mia. EUR og bistår lande med at sikre en retfærdig omstilling til en grøn økonomi.
  • Den Paneuropæiske Garantifond, som er oprettet med 22 EU-medlemsstater, har hidtil understøttet 174,4 mia. EUR i yderligere finansiering til støtte for europæiske virksomheders genopretning efter pandemien.
  • EIB-Gruppens finansiering til udvikling og partnerskaber uden for EU nåede 8,1 mia. EUR. EIB's arbejde i udviklingslandene får et skub fremad fra og med i år takket være et nyoprettet direktorat – EIB globalt (EIB Global).
  • EIB støttede COVAX-initiativet med henblik på at levere vacciner til udviklingslandene med 900 mio. EUR som en del af Team Europe – 1 milliard doser er leveret indtil nu.
  • EIB's formand Werner Hoyer: "I de seneste to år har vi bevist, at bekæmpelse af pandemien, finansiering af genopretningen og klimainvestering hænger sammen."

For andet år i træk fokuserede EU's bank på at bekæmpe covid-19-krisen og samtidig øge finansieringen til grønne projekter. Den Europæiske Investeringsbank-Gruppe (EIB-Gruppen) arbejdede sammen med partnere i Europa og resten af verden om at levere rekordstor finansiering på 95 mia. EUR, en stigning på 23 % i forhold til 2020 (77 mia. EUR). Den Europæiske Investeringsbank ydede over 65 mia. EUR i lån, mens Den Europæiske Investeringsfond ydede lidt over 30 mia. EUR i garantier og egenkapital.

Finansieringen var den højeste i EIB's 63-årige historie hovedsagelig på grund af de yderligere midler fra Den Paneuropæiske Garantifond (EGF) på 24,4 mia. EUR. EGF blev oprettet i 2020 med støtte fra 22 EU-medlemsstater med sigte på at bistå den europæiske økonomi (navnlig SMV'er og midcap-selskaber) med at håndtere de økonomiske konsekvenser af covid-19-pandemien.

Stigningen i finansieringen vidner om, at EIB-Gruppen har spillet en central rolle i EU's omfattende reaktion på pandemien. Lån, garantier og andre finansieringsinstrumenter fra EIB-Gruppen har suppleret nationale resiliensprogrammer, støttet lokale myndigheder og betydet prisbillig finansiering til offentlige og private virksomheder. De sektorer, der er hårdest ramt af pandemien, lige fra sundhedssektoren til små virksomheder, har nydt godt af støtten fra EIB.

Samtidig har EIB-Gruppen skruet op for investeringerne i den dobbelte grønne og digitale omstilling ved at gennemføre klimabankkøreplanen 2021-2025, som bestyrelsen godkendte i november 2020. Finansiering til innovation, som vil være afgørende for omstillingen, var rekordstor, nemlig 20,7 mia. EUR. EIB har vedtaget nye mål for långivning til støtte for EU's samhørighedspolitikker i kraft af tilsagn om flere midler til projekter i Europas overgangs- og mindre udviklede regioner, hvor den grønne og den digitale omstilling kan være sværere. 

Uden for EU fortsatte EIB samarbejdet med EU-partnere i Team Europe-indsatsen. Med henblik på at støtte EU's politikker på verdensplan har EIB oprettet et nyt direktorat, EIB globalt, som er dedikeret til internationale partnerskaber og udviklingsfinansiering. EIB globalt begynder sit virke i denne måned.  

EIB's formand Werner Hoyer udtalte på EIB-Gruppens årlige pressekonference den 27. januar: "I de seneste to år har vi bevist, at bekæmpelse af pandemien, finansiering af genopretningen og klimainvestering hænger sammen. Verden er ikke sikker, hvis der ikke er adgang til sundhedspleje og vacciner, eller hvis der ikke sker en afgørende omlægning til en økonomisk model baseret på innovative og klimavenlige løsninger. I 2021 vidner vores rekordstore finansiering om Europas imponerende indsats for at dæmme op for pandemien og fremme en grøn genopretning i og uden for Europa. Ved at oprette et nyt direktorat, EIB globalt, for vores aktiviteter uden for EU vil vi målrettet støtte den grønne og den digitale omstilling via Europas globale partnerskaber."

Øget långivning til sundhedsområdet over hele verden

Som led i reaktionen på covid-19 øgede EIB-Gruppen sidste år sin finansiering til sundheds- og biovidenskabssektoren til knap 5,5 mia. EUR. Heraf var over 1 mia. EUR egenkapitalinvesteringer fra EIF i sundheds- og biovidenskabsfonde. I 2020 godkendte EIB et lån på 100 mio. EUR til BioNTech, den tyske virksomhed, der udviklede den første covid-19-vaccine i samarbejde med Pfizer. I 2021 støttede EIB fortsat forskning i og produktion af vacciner samt diagnostik og behandlinger af covid-19. EIB har også styrket sin rolle i COVAX-initiativet, der blev iværksat af Gavi-alliancen for at forsyne udviklingslandene med vacciner.

"For kun 10 dage siden landede der et fly i Rwandas hovedstad Kigali med vaccinedosis nr. 1 milliard under COVAX, som nu omfatter 144 lande i verden.  Europa eksporterer flere vacciner end nogen andre regioner i verden. Vi støtter også opbygningen af vaccineproduktionskapacitet i de mindre udviklede regioner," udtalte EIB's formand Werner Hoyer.

Alt i alt vil over 780 millioner mennesker over hele verden nyde godt af bedre sundhedsservice, inklusive covid-19-vacciner, takket være finansiering fra EIB. Omkring 10 millioner mennesker vil have adgang til sikrere drikkevand, mens 3,8 millioner vil nyde godt af bedre sanitære forhold.

Rekordstor finansiering til små virksomheder, hvor EIF spiller en nøglerolle

Næsten halvdelen af EIB-Gruppens finansiering – 45 mia. EUR – gik til små og mellemstore virksomheder (SMV'er), der var hårdt ramt af pandemien. EIB, EU's bank, rettede sin finansiering derhen, hvor der var mest behov for den – til små sunde virksomheder, som var alvorligt påvirket af krisen. EIB tildeler størstedelen af sin finansiering til SMV'er gennem långivere og andre finansielle formidlere, og EIB og EIF har øget samarbejdet med disse partnere betydeligt under covid-19-krisen. Finansiering fra EIB-Gruppen gavnede over 430 000 SMV'er og midcap-selskaber over hele Europa sidste år og bevarede over 4,5 millioner arbejdspladser.

Den Europæiske Investeringsfond (EIF), EIB's datterselskab, som støtter højteknologiske opstartsvirksomheder og små virksomheder over hele Europa, spillede en afgørende rolle i at nå disse tal. I 2021 næsten tredoblede EIF sit tilsagn om finansiering til et rekordhøjt niveau på 30,5 mia. EUR (fra 12,9 mia. EUR i 2020).  EIF udformer og udvikler venture- og vækstkapital, garantier og mikrofinansieringsinitiativer. Gennem sine aktiviteter fremmer EIF EU-mål, som støtter bekæmpelsen af klimaforandringer og fremmer innovation, forskning og udvikling, iværksættervirksomhed, vækst og beskæftigelse.

Den Paneuropæiske Garantifond yder afgørende krisestøtte

Den Paneuropæiske Garantifond (EGF) på 24,4 mia. EUR blev oprettet i slutningen af 2020 af EIB-Gruppen og 22 medlemsstater for at bistå virksomheder i EU, især SMV'er, med genopretningen efter den krise, som pandemien har medført. Det var EGF, der drev stigningen i EIF's finansiering. EGF opskalerede hurtigt finansieringerne i 2021. Siden december 2020 har EIB-Gruppen godkendt 23,2 mia. EUR i finansiering med støtte fra Den Paneuropæiske Garantifond eller 401 individuelle finansieringer i alle 22 deltagerlande. Investeringerne til dato forventes at mobilisere 174,4 mia. EUR.

"EGF viser sig at være en stor succes," forklarede EIB's formand Werner Hoyer. "EGF har vist fremdrift i løbet af 2021. Finansielle formidlere over hele Europa har benyttet EGF's garantier til at kaste livliner ud i rette tid til små virksomheder, der havde problemer med arbejdskapitalen og likviditeten, eller som ikke ville opgive deres investeringsplaner."     

EIB globalt: en ny partner for Team Europe 

Uden for Europa ydede EIB-Gruppen 8,1 mia. EUR i finansiering i 2021. EU's bank er aktiv i over 160 lande over hele verden og er en central partner i Team Europe. Siden 1958 har EIB investeret over 1,5 billion EUR i mere end 14.400 projekter uden for EU. EIB har finansieret projekter i den offentlige og den private sektor samt små og store virksomheder.

I overensstemmelse med den samlede reform af Den Europæiske Unions globale tilstedeværelse og initiativer har EIB nu besluttet at omstrukturere sine aktiviteter uden for EU og oprette et direktorat, der er dedikeret til internationale partnerskaber og udviklingsfinansiering. Direktoratet får navnet EIB globalt.

EIB globalt samler alle EIB's ressourcer og ekspertise, der er høstet uden for EU, under en klar ledelsesstruktur, som kan yde et stærkere og mere fokuseret bidrag til Team Europe-projekter og ‑initiativer. EIB globalt bistås og får støtte fra en rådgivende gruppe for bestyrelsen, der vil blive nedsat i de kommende måneder.

I november åbnede EIB sit første knudepunkt i Afrika, nemlig i Kenyas hovedstad Nairobi. Der er flere kontorer på tegnebrættet, efterhånden som EIB styrker sin tilstedeværelse i udviklingslandene.

"EIB globalt er en naturlig forlængelse af vores langvarige engagement uden for EU. Oprettelsen af et dedikeret direktorat sætter os bedre i stand til at fokusere på projekter med en stærk lokal påvirkning, uanset om det er i form af digitalisering, fremme af vedvarende energikilder eller opbygning af en kvalitetsinfrastruktur, der styrker tilpasningen til klimaforandringerne. EIB globalt vil som en del af Team Europe bidrage til at skabe stærkere partnerskaber med lokale institutioner og andre multilaterale udviklingsbanker," fortalte EIB's formand Werner Hoyer.

Milepæle på vejen til at blive EU's klimabank

Samtidig har EIB-Gruppen omdannet sig til EU's klimabank i overensstemmelse med EIB-Gruppens klimabankkøreplan 2021-2025, som bestyrelsen godkendte i november 2020. På trods af covid-19-krisen steg andelen af EIB's investeringer, der gik til klimaprojekter og projekter inden for miljømæssig bæredygtighed, til 43 % sidste år (fra 40 % i 2020), hvorved EIB kom tættere på målet om 50 %.

Når der tages højde for finansieringer med EIB's egenkapital – uden EGF-mandatet, der specifikt er målrettet pandemiramte SMV'er – steg EIB's klimafinansiering faktisk til 51 %.

EIB nåede også to milepæle i sin klimabankkøreplan. I oktober, lige før klimatopmødet COP26 i Glasgow, godkendte bestyrelsen EIB's klimatilpasningsplan og rammen for modparters tilpasning til Parisaftalen(PATH). Størstedelen af EIB's klimalångivning går i øjeblikket til modvirkning af klimaforandringer. I kraft af klimatilpasningsplanen har EIB forpligtet sig til en tredobling fra 5 % til 15 % af andelen af den samlede klimafinansiering, der er øremærket til tilpasning. Med PATH har EU's bank forpligtet sig til en tilgang, hvor der tages højde for kundernes dekarboniseringsplaner. PATH er et robust værktøj til at bistå virksomheder med høj udledning med at indføre og gennemføre dekarboniseringsplaner.  

"Vores klimatilpasningsplan og modparternes Paristilpasning er væsentlige elementer i vores strategi. Ved at øge finansieringen til tilpasning bidrager vi til opbygningen af en mere modstandsdygtig infrastruktur over hele verden, navnlig i de regioner, der har mest behov for det, fordi de er udsat for ekstremt vejr. Med modpartstilpasningen tilskynder vi virksomheder til at dekarbonisere, og det vil medføre en hurtigere omstilling til en verden med mindre eller ingen udledning af drivhusgasser," udtalte EIB's formand Werner Hoyer.    

Nye samhørighedsmål

At sikre, at ingen lades i stikken, er kernen i EU's banks væsen, og vi har et erklæret mål om at støtte målsætningerne i Unionens samhørighedspolitik. I de seneste fem år har EIB ydet 90,8 mia. EUR i finansiering til projekter, som støtter samhørigheden. Alene i 2021 udgjorde finansieringen til samhørighed 19,8 mia. EUR, svarende til 41 % af den undertegnede finansiering i EU-lande, der modtager støtte fra EIB's egenkapital.

I oktober 2021 godkendte EIB en ny ramme for at øge långivningen til samhørighedsregioner i 2021-2027. Mere specifikt:

  • EIB vil sigte mod at øge sin finansiering til regioner, som Europa-Kommissionen har defineret som mindre udviklede eller overgangsregioner, til 45 % af EU's årlige långivning senest i 2025.
  • EIB vil afsætte 23 % af sin årlige långivning i EU til mindre udviklede regioner (regioner med et bruttonationalprodukt pr. indbygger under 75 % af EU-gennemsnittet) inden 2025.

EIB's samhørighedsindsats for 2021-2027 fokuserer på 145 EU-regioner, 67 overgangsregioner og 78 mindre udviklede regioner.

Rekordstor finansiering til innovation

Sidst, men ikke mindst gik en rekordstor finansiering på 20,7 mia. EUR sidste år til at støtte innovation, den digitale økonomi og menneskelig udvikling. Der er behov for nye teknologier og løsninger for at fuldføre den dobbelte omstilling til en grøn og digital verden. 

Et eksempel på, at finansiering i innovation kan betale sig, er Northvolts meddelelse i slutningen af 2021.  Efter at det lykkedes den svenske virksomhed at udvikle et litium-ionbatteri, har den underskrevet aftaler med forskellige europæiske bilfabrikanter og meddelt, at dens første litium-ionbattericelle vil blive produceret på Northvolts kæmpefabrik i Nordsverige. EIB er stolt over at finansiere Northvolt og støtter en stærk, uafhængig europæisk batteriindustri.

Dokumenter og tal