>@Mireia Gonzalez Torrijos/EIB

  • Et rekordhøjt antal projekter,  901, blev godkendt i 2017, en stigning på 15 % i forhold til 2016
  • Over 78 mia. EUR til infrastruktur, innovation, miljø og små og mellemstore virksomheder
  • Bankens formand, Werner Hoyer, foreslår omstruktureringer for at gøre udviklingsfinansieringen mere effektiv

"Siden oprettelsen i 1958 har EU's bank, som kan fejre 60-års jubilæum i år, investeret over 1 billion EUR på grundlag af et kontantbidrag fra medlemsstaterne på bare 14 mia. EUR", udtalte formanden for Den Europæiske Investeringsbank, Werner Hoyer, i dag.

"Det er en fremragende forretning for europæerne. Denne billion tiltrak andre investeringer fra den private sektor og genererede en samlet investering på over 3 billioner EUR. Alle disse penge gik til at gøre Europa mere åben, konkurrencedygtig, sammenhængende og retfærdig og gjorde, at vi kunne bidrage til den globale udvikling gennem årtierne", sagde Werner Hoyer på EIB-Gruppens årlige pressekonference i Bruxelles. "60 år efter oprettelsen er EU's banks opgave, der består i at investere i bæredygtige projekter i hele Europa og hele verden med fokus på de områder, hvor der er størst brug for investeringer, mere relevant end nogensinde. Vi hviler imidlertid ikke på laurbærrene, men arbejder hele tiden for at øge effekten af vores indsats", tilføjede han.

EU's bank arbejder også hele tiden for at forbedre sin virksomhedsledelse. I denne uge blev den første handlingsplan for ligestilling af kønnene vedtaget. Den udspringer af EIB-Gruppens engagement i at støtte pigers og kvinders rettigheder og deres økonomiske inddragelse i EIB's aktiviteter i og uden for Europa.

I 2017:

  • godkendte EU's bank et rekordhøjt antal (901) projekter, som støttede små og mellemstore virksomheder, fremmede innovation, beskyttede miljøet og bidrog til opførelsen af central infrastruktur.
  • stillede Banken 78,16 mia. EUR til rådighed for at bidrage til opfyldelsen af EU's politiske målsætninger i Europa og i verden. Dette beløb dannede grundlag for en samlet investering på ca. 250 mia. EUR ved at tiltrække privat kapital.

Mangel på vækstkapital

Det rekordhøje antal projekter afspejler et større fokus på mindre kontrakter og øget støtte til innovative virksomheders vækst. Ved at afhjælpe manglen på vækstkapital på det europæiske marked bidrager EU's bank til at øge Europas konkurrenceevne. I 2017 blev næsten 30 mia. EUR anvendt til finansiering af små og mellemstore virksomheder, og næsten 14 mia. gik til innovation. Den Europæiske Investeringsfond (EIF) spiller som en del af EIB-Gruppen en afgørende rolle på dette område som den største enkeltstående kilde til venturekapital i Europa. EIF afsatte 9,34 mia. EUR til finansiering sidste år.

EIB-Gruppen har også udvidet sin rådgivende virksomhed, der identificerer og udvikler projekter, som er egnede til investering. Ved udgangen af 2017 har vores aktuelle rådgivningsopgaver potentiale til at generere 40 mia. EUR i nye investeringer. "Vores fagfolk arbejder primært med disse opgaver i samhørighedslandene. Det giver os mulighed for at nå ud til en bredere vifte af virksomheder og offentlige enheder, som har brug for hjælp til at gøre deres projekter egnede til bankfinansiering", sagde Werner Hoyer.

Resultater inden for Junckerplanen

Ved brug af EU's budget og EIB's egne midler inden for Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI), en garantifacilitet, som administreres af EIB-Gruppen, engagerede EU's bank sig i investeringer med en højere risiko for at reducere risikoen for private investorer og rette op på den tilbageholdenhed over for investeringer, som havde plaget den europæiske økonomi under den finansielle krise. Ved udgangen af 2017 havde EFSI, Junckerplanens finansielle gren, mobiliseret investeringer for 257 mia. EUR. Det betyder, at EFSI er godt på vej til at nå op på 315 mia. EUR i investeringer på grundlag af en garanti på 21 mia.

"EFSI er et fremragende eksempel på, hvad EU's bank kan gøre for at hjælpe med at få mere ud af knappe offentlige ressourcer", sagde Werner Hoyer. "Det viser, at skiftet fra tilskud og støtte til lån og garantier kan være et virkningsfuldt politisk værktøj. Vi glæder os over den udvidelse af Junckerplanen, der blev godkendt tidligere på året. På grundlag af de erfaringer, vi har høstet i løbet af denne periode og vores solide resultater tilbød vi at tage mere ansvar inden for EU's flerårige finansielle ramme efter 2020."

Udviklingsfinansieringens effekt øges

Udviklingsfinansieringen kan drage fordel af et lignende paradigmeskift fra tilskud og støtte til lån og garantier. EIB har enestående erfaringer med at tiltrække private investeringer. "Vi har indledt drøftelser med vores ejere, EU's medlemsstater, og Europa-Kommissionen om at samle vores aktiviteter inden for udviklingsfinansiering i en særlig struktur inden for Gruppen for at opnå flere resultater med hensyn til EU's udviklingspolitiske mål", sagde Werner Hoyer.

Han tilføjede: "Vi vil forstærke den virkning, vi skaber, og sikre, at vi bliver bedre til at indgå partnerskaber med andre". "Der er ikke tilstrækkeligt med offentlige midler i verden til at tackle globale udviklingsudfordringer. Den eneste måde, hvorpå vi kan finansiere målene for bæredygtig udvikling, er ved at katalysere private investeringer".

"Multilateralisme har på det seneste været udsat for kritik og angreb. EU's bank står ved sin forpligtelse til at indgå i internationalt og multilateralt samarbejde. Der er ingen, der står stærkere alene. I en forbundet verden er det en absurd tanke, at det kan lykkes os at skabe global udvikling og velfærd, hvis vi ikke arbejder sammen", tilføjede han.

EU's bank er allerede en af de største multilaterale udviklingsbanker. I 2017 investerede den næsten 8 mia. EUR, en tiendedel af dens samlede finansiering, i projekter uden for EU.

Håndtering af klimaforandringer

To af fokusområderne for EU's banks investeringer uden for EU er klimaforandringer og økonomisk modstandsdygtighed. Banken er den største enkeltstående multilaterale finansieringskilde til projekter, der bekæmper klimaforandringer og afhjælper virkningerne af denne menneskeskabte globale trussel. I 2017 investerede den 19 mia. EUR til dette formål, mere end 27 % af dens samlede finansiering. Den står ved sit løfte om at investere 100 mia. EUR på dette område i perioden 2016-2020.

"EIB er verdens største multilaterale finansieringskilde til klimaprojekter, og vi er stolte over at kunne fortsætte arbejdet. På One Planet-topmødet i december, som præsident Macron havde indkaldt til, bekendtgjorde vi vores partnerskab med den globale borgmesterpagt, der har Michael Bloomberg og næstformand i Europa-Kommissionen Maroš Šefčovič i forsædet", sagde Werner Hoyer. "Partnerskabet er et eksempel på multilateralt samarbejde og klimaindsats på et tidspunkt, hvor den offentlige politik nogle gange går i den modsatte retning."

Banken bidrager til at håndtere migration

På EU's anmodning iværksatte Banken i slutningen af 2016 initiativet med henblik på økonomisk bæredygtighed med det formål at stille 6 mia. EUR til rådighed i yderligere investeringer i EU's sydlige nabolande og i Vestbalkan.

"Både ud fra en humanitær og en økonomisk synsvinkel er den bedste løsning at investere i forbedringer af folks levevilkår for at skabe håb og mindske det pres, der får dem til at forlade deres hjem", sagde Werner Hoyer.

Et år efter har EIB nået 25 % af de yderligere 6 mia. EUR, der var sat som mål. Yderligere investeringer i regionen vil bidrage til at forbedre levevilkårene og dæmpe årsagerne til og konsekvenserne af migration. Over halvdelen af finansieringen går til den private sektor, hvor den støtter arbejdspladser i små og mellemstore virksomheder.   

Banebrydende nye instrumenter inden for finansiering 

EIB-Gruppen er ikke kun den største multilaterale långiver, men også verdens største multilaterale låntager. Den er selvfinansieret, idet dens långivning hovedsagelig finansieres ved obligationsudstedelse på de internationale kapitalmarkeder. Sidste år lykkedes det Banken at rejse 56,4 mia. EUR fra investorer i hele verden. 10 år efter vores banebrydende initiativ til de første grønne obligationer er vi stadig den største udsteder og har siden 2007 rejst over 20 mia. EUR til klimaprojekter.

Efter succesen med de grønne obligationer overvejer EU's bank at indføre nye former for obligationer, der er knyttet til mål med hensyn til bæredygtig udvikling. Formålet er at tiltrække mere privat kapital til projekter i udviklingslande. 

Press conference documents

Useful links: