Suche starten DE menü Kundenportal der EIB-Gruppe
Suche starten
Ergebnisse
Top-5-Suchergebnisse Alle Ergebnisse anzeigen Erweiterte Suche
Häufigste Suchbegriffe
Meistbesuchte Seiten
EIB
  • De 27 medlemsstater bifalder planen om at øge ny finansiering til et rekordhøjt beløb på 100 mia. EUR i 2025.
  • Det justerede loft omfatter 3,5 % af den samlede finansiering til sikkerhed og forsvar i Europa. EIB's styrelsesråd godkender også flagskibsprojektet om opførelse af en militærbase i Litauen.
  • EIB-Gruppens aktionærer søsætter det største EU-program til finansiering af Europas teknologiske lederskab og godkender den første bølge af nye instrumenter, som skal støtte cleantech.
  • EIF's bestyrelse godkender aftale med det tyske eksportkreditagentur om at yde en paneuropæisk garanti til virksomheder, der handler med Ukraine.

Aktionærerne i Den Europæiske Investeringsbank-Gruppe (EIB-Gruppen), nemlig EU's medlemsstater, godkendte et rekordhøjt finansieringsloft på 100 mia. EUR for i år og nye programmer, der skal styrke Europas konkurrenceevne, teknologiske lederskab og sikkerhed.

EIB's styrelsesråd, der består af EU's finansministre, godkendte finansieringsloftet for 2025 på et møde i Luxembourg i dag. Tidligere i denne uge gav bestyrelsen for henholdsvis EIB og Den Europæiske Investeringsfond (EIF) grønt lys til at øge finansieringen til sikkerhed og forsvar, energinet og det nye TechEU-program for at fremme Europas teknologiske lederskab. De godkendte ligeledes flagskibsprojekter, herunder til støtte for Ukraines økonomi og opførelse af en større militærbase i Litauen.

"Den enstemmige støtte fra vores aktionærer, de 27 medlemsstater, til vores forslag om rekordhøj finansiering til forsvar, energisikkerhed og teknologisk lederskab er et udtryk for, at EIB-Gruppen spiller en central rolle i at støtte Europas strategiske prioriteter," udtaler EIB-Gruppens formand Nadia Calviño. "I en verden hvor alting forandrer sig overalt på én gang, er EU et fyrtårn af klarhed, tillid og stabilitet."

EIB-Gruppens nye finansieringsloft for 2025 på 100 mia. EUR følger efter en midtvejsevaluering af organisationens operationelle plan, som omfatter en stigning på 3,5 % i den samlede finansiering til den europæiske sikkerheds- og forsvarssektor, en rekordhøj finansiering på over 11 mia. EUR til elnet og lagring i Europa samt øget støtte til teknologisk og industriel innovation i EU.

TechEU-programmet

EIB-Gruppen iværksætter nu EU's hidtil største finansieringsprogram til støtte for innovation og teknologisk lederskab med henblik på at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, kapital og investeringer i Europa. TechEU vil tilføre 70 mia. EUR til EIB-Gruppens egenkapital, kvasi-egenkapital, lån og garantier i 2025-2027 og tiltrække privat kapital med henblik på at generere mindst 250 mia. EUR i investeringer.

TechEU supplerer Europa-Kommissionens opstarts- og opskaleringsstrategi for at støtte mere risikobetonede projekter og innovative virksomheder igennem hele deres investeringsforløb.

TechEU yder mere støtte til supercomputere, kunstig intelligens, digital infrastruktur, kritiske råmaterialer, grøn industri som havvindmøller, teknologi til sundhed, sikkerhed og forsvar, robotteknologi og avancerede materialer. Programmet er målrettet innovative virksomheder på alle trin i deres udvikling – fra den allerførste idé til børsnotering.

Aftalen om ren industri

EIB's styrelsesråd har også godkendt den første bølge af instrumenter under TechEU for at støtte Europas lederskab inden for cleantech i tråd med EU's aftale om ren industri. Dette omfatter en styrkelse af modgarantier for vindenergiproduktion og tre nye instrumenter, der skal øge Europas konkurrenceevne:

  • En pakke på 1,5 mia. EUR til modgarantier via partnerbanker til virksomheder, der fremstiller komponenter til elnettet, for at sikre en holdbar forsyning, hvilket giver virksomhederne større sikkerhed til at øge produktionen af elnet over hele Europa. Det vil lette integrationen af vedvarende energi i elnettet og leveringen af strøm til overkommelige priser til virksomheder og husholdninger i EU.
  • Med henblik på at sikre forudsigelige og overkommelige energiomkostninger for virksomhederne og sætte skub i investeringerne i grøn energi iværksætter EIB og Europa-Kommissionen et pilotprojekt på 500 mio. EUR. Dette program skal støtte, at flere virksomheder indgår elkøbsaftaler (PPA'er). EIB stiller modgaranti via partnerbanker for en del af de langsigtede elkøbsaftaler, som mellemstore og større energiintensive virksomheder indgår om køb af ren strøm.
  • EIB og Kommissionen indfører en CleantechEU-garantiordning på 250 mio. EUR med henblik på at yde likviditet og driftskapital til stærkt innovative mindre og mellemstore virksomheder, der arbejder med at udvikle grøn teknologi.
  • Ekstra 1,5 mia. EUR til et vellykket EIB-program til støtte for europæiske virksomheder, der fremstiller vindmøller og komponenter.

Nye formænd

Tjekkiets finansminister, Zbyněk Stanjura, tiltræder med øjeblikkelig virkning som ny formand for styrelsesrådet i et år.

"EIB spiller en central rolle i at støtte Europas prioriteter fra forsvar til energisikkerhed til boliger til overkommelige priser," siger Tjekkiets finansminister Zbyněk Stanjura. "Det er en stor glæde at overtage formandsposten for styrelsesrådet. Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med formand Nadia Calviño og andre EU-finansministre om at støtte EIB i indsatsen for at forstærke arbejdet med at imødegå de mange udfordringer for Europa."

"EIB har på imponerende vis demonstreret sin evne til at støtte Europas mål i et stadig mere komplekst geopolitisk miljø og til effektivt at varetage sine voksende ansvarsforpligtelser inden for sikkerhed og forsvar, den grønne og den digitale omstilling samt den økonomiske vækst i Europa – samtidig med at bankens operationelle og finansielle position bevares", udtaler Bulgariens finansminister, Temenuzhka Petkova, som har været formand for styrelsesrådet i de seneste 12 måneder. "Jeg vil gerne udtrykke min anerkendelse over for formand Nadia Calviño og institutionen og sender mine bedste ønsker til den nye formand, min kære kollega Zbyněk Stanjura."

Styrelsesrådet hilste også Katja Pluto velkommen som ny formand for revisionsudvalget efter Nuno Gracias Fernandes. Desuden fremlagde revisionsudvalget sin årsberetning.

Energisikkerhed, forsvar og globale partnerskaber

Forud for styrelsesrådets møde godkendte bestyrelsen for henholdsvis EIB og EIF i denne uge i alt 12,8 mia. EUR i ny finansiering med henblik på at styrke Europas forsvarskompetencer, konkurrenceevne, energisikkerhed og partnerskaber over hele verden. Dette omfatter initiativer som led i EIB-Gruppens pakke vedrørende aftalen om ren industri og støtte til udvikling af Rūdninkai-militærbasen i Litauen, for at huse den tyske Bundeswehr-brigade – et centralt projekt til at styrke Natos operationer og den regionale sikkerhed.

EIB's styrelsesråd godkendte tre solcelleanlæg i Rumænien, vandinfrastruktur i Irland og Nederlandene, elnet i Tyskland og uddannelsesfaciliteter i Finland. Desuden styrker EIB Europas globale partnerskaber ved at støtte vedvarende energi i Colombia, bæredygtig vandtransport i Nigeria og vandsanitetsydelser i Tanzania.

Bestyrelsen for Den Europæiske Investeringsfond (EIF) godkendte en garantitransaktion med Tysklands nationale eksportkreditagentur om at styrke støtten til tyske virksomheder, der eksporterer til Ukraine, samt to garantitransaktioner med ukrainske banker med henblik på at give over 1 500 ukrainske virksomheder bedre adgang til finansiering. Dette følger efter den første underskrift i maj med Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) om at stille en paneuropæisk garanti for virksomheder, der eksporterer til Ukraine.

Desuden godkendte EIF investeringer i fire infrastrukturfonde, som støtter opførelsen af datacentre på bar mark, investeringer i trådløs teknologi og fiberteknologi, dekarbonisering af rederisektoren, bæredygtig mobilitet og boliger til studerende.

Udtalelser i forbindelse med EIB's styrelsesråd vil være tilgængelige på EBS.

Baggrundsinformation  

Den Europæiske Investeringsbank (EIB), som ejes af medlemsstaterne, varetager Den Europæiske Unions langfristede långivning. EIB finansierer investeringer inden for otte centrale prioriteter, som bidrager til EU's politiske mål: klimaindsatsen og miljøet, digitalisering og teknologisk innovation, sikkerhed og forsvar, samhørighed, landbrug og bioøkonomi, social infrastruktur, kapitalmarkedsunionen og et stærkere Europa i en fredeligere og mere velstående verden.  

EIB-Gruppen, som også omfatter Den Europæiske Investeringsfond (EIF), indgik aftaler for knap 89 mia. EUR i ny finansiering til mere end 900 projekter med stor indvirkning i 2024, hvilket vil styrke Europas konkurrenceevne og sikkerhed.    

Ved at fremme markedsintegration og mobilisere investeringer støttede Gruppen et rekordhøjt beløb på over 100 mia. EUR i nye investeringer i Europas energisikkerhed i 2024 og mobiliserede 110 mia. EUR i vækstkapital til opstartsvirksomheder, opskaleringsvirksomheder og europæiske pionervirksomheder. Omkring halvdelen af EIB's finansiering inden for EU er målrettet mod samhørighedsregioner, hvor indkomsten pr. indbygger er under EU-gennemsnittet, mens næsten 60 % af EIB-Gruppens årlige investeringer støtter klimaindsatsen og miljømæssig bæredygtighed.

Nyere fotos af høj kvalitet af organisationens hovedsæde til pressebrug er tilgængelige her. 

custom-preview

Kontakt

Referenz

2025-247-DA