>@Getty
© Getty
  • EIB Global lancerer sin første tilgang til indsatsen for en retfærdig omstilling og retfærdig modstandsdygtighed.
  • Nye initiativer og projekter til fremme af klimaindsatsen i hele verden.
  • Midtvejsevalueringen af EIB-Gruppens klimabankkøreplan bekræfter, at der er sket fremskridt hen imod de ambitiøse mål for klimaindsats og miljømæssig bæredygtighed.

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) deltager i FN's klimakonference (COP28) i Dubai, De Forenede Arabiske Emirater, der afholdes fra 30. november til 12. december 2023. Her vil Banken sammen med globale partnere fremlægge konkrete løsninger til, hvordan klima- og miljøkrisen gribes an.

EIB-Gruppen (Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Investeringsfond) vil præsentere nye projekter inden for banebrydende energiteknologier og klimatilpasning og en helt ny tilgang til projekter, der fremmer retfærdig omstilling og retfærdig bæredygtighed på verdensplan. EIB arbejder også tæt sammen med andre multilaterale udviklingsbanker og den private sektor med det formål, på COP28, at tilkendegive deres støtte til lande i forbindelse med udarbejdelsen og finansieringen af projekter, som indgår i langsigtede strategier for en dekarboniseret, klimarobust udvikling.

Siden 2019 har EIB forvandlet sig til EU's klimabank. Banken har øget sin årlige grønne finansiering med mere end 80 % til over 36 mia. EUR og støtter ikke længere energiprojekter, der involverer fossile brændsler, hvor der ikke er nogen CO2-opsamling og -lagring (såkaldte unabated fossile brændsler), herunder naturgas.

"Verden mærker konsekvenserne af klimaforandringerne. De mest sårbare, ulandene, som er mindst ansvarlige for klimaforandringerne, er hårdest ramt af klimakrisen," udtaler EIB's formand Werner Hoyer. Han tilføjer: "COP28 er en vigtig milepæl for den internationale klimaindsats. Vi er nødt til at gribe mulighederne og nægte at acceptere det værste scenarie. Vi må gå sammen og møde vores samarbejdspartnere i øjenhøjde, så vi kan arbejde på konkrete løsninger for at skabe klimarobusthed, herunder udfase fossile brændsler og opskalere kapaciteten inden for ren energi ved hjælp af innovative teknologier, som skaber grønne arbejdspladser og bæredygtig vækst. Jeg opfordrer alle vores samarbejdspartnere til at gå sammen om at løse denne opgave."

Næstformand i EIB, Ambroise Fayolle, der har klima, miljø og udvikling som ansvarsområde, tilføjer: "EIB har lyttet til opfordringerne til de multilaterale udviklingsbanker om at øge effekten af deres kollektive indsats for klimaet og miljøet. Vi arbejder sammen med de andre multilaterale udviklingsbanker om ambitiøse initiativer, som vi vil præsentere på COP28. I EIB har bestyrelsen netop godkendt midtvejsevalueringen af vores klimabankkøreplan, som bekræfter, at Banken allerede er kommet over sit mål om 50 % grøn finansiering for andet år i træk."

Næstformand i EIB, Thomas Östros, der har energiinvesteringer som ansvarsområde, udtaler: "EIB glæder sig over den ambitiøse udmelding fra formandskabet for COP28 om ambitionen om en tredobling af den vedvarende energikapacitet frem til 2030 og en gennemgribende forbedring af energieffektiviteten i vores hjem, offentlige bygninger og arbejdspladser. Vi har en kolossal erfaring med at støtte investeringer i ren energi over hele verden. Vi bakker også op om EU's holdning på COP28, dvs. at omstillingen til en klimaneutral økonomi også vil kræve en global udfasning af unabated fossile brændsler. Allerede i 2019 var vi den første internationale finansielle institution, som indstillede finansieringen af energiprojekter, der involverer unabated fossile brændsler. På COP28 vil vi sammen med vores samarbejdspartnere præsentere innovative projekter inden for ren energi, som har konkrete løsninger, der kan bidrage til dekarboniseringen af vores økonomier."

Næstformand i EIB, Gelsomina Vigliotti, der har små og mellemstore virksomheder og mid cap-selskaber som sit ansvarsområde og desuden er formand for Den Europæiske Investeringsfonds bestyrelse, udtaler: "Foruden klimaforandringerne møder de europæiske virksomheder utallige udfordringer i forbindelse med presserende investeringsbehov og stadig strammere finansielle vilkår. Jeg ser frem til at dele vores erfaringer på COP28 med, hvordan EIB-Gruppen arbejder sammen med Europa-Kommissionen og andre partnere. Samarbejdet drejer sig om at hjælpe virksomheder med at gøre deres aktiviteter grønnere, om at integrere klimarisikovurderinger og støtte investeringer i ren teknologi for at fremme den europæiske grønne pagts mål."

Retfærdig omstilling og retfærdig modstandsdygtighed

På COP28 vil EIB Global, EIB's udviklingsdirektorat, præsentere sin tilgang til indsatsen for at støtte en retfærdig omstilling og retfærdig modstandsdygtighed på verdensplan. Håndtering af de socioøkonomiske konsekvenser af klimapolitikkerne og af selve klimaforandringerne er nøglen til at sikre, at ingen bliver ladt tilbage i omstillingen til en nettonul- og klimarobust global økonomi.

EIB har længe støttet den retfærdige omstilling i Den Europæiske Union. EIB Global bygger nu videre på denne erfaring og udvider sine aktiviteter med hensyn til retfærdig omstilling i de regioner, som berøres mest af dekarboniseringen, og hvor der er en vilje til at gå over til mere bæredygtige økonomier. Endvidere tager tilgangen til retfærdig modstandsdygtighed sigte på at sætte ind over for utilsigtede negative virkninger af tilpasningspolitikker og -aktiviteter med investeringer, som baseres på social analyse. Det er også målet at gøre lande og borgere, som rammes ulige hårdt af klimaforandringerne, i stand til at stå imod og bedre tilpasse sig forandringerne, f.eks. i de mindst udviklede lande, små udviklingsøstater og skrøbelige stater. Der er et presserende behov for at øge klimarobustheden og sikre retfærdige klimatilpasningspolitikker, da de stigende temperaturer øger de geografiske og sociale uligheder med ødelæggende konsekvenser.

Midtvejsevaluering af klimabankkøreplanen

Lige før COP28 går i gang, har EIB's bestyrelse godkendt midtvejsevalueringen af EIB-Gruppens klimabankkøreplan. Med denne midtvejsevaluering gøres der status over EIB-Gruppens fremskridt hen imod målene i dens banebrydende køreplan. Desuden indgår udviklingen inden for lovgivningen og på markedet også i vurderingen. Klimabankkøreplanen 2021-2025 blev vedtaget i 2020 for at udmønte EIB-Gruppens ambition om at blive EU's klimabank og øge støtten til den europæiske grønne pagt og internationale klimamål.

I køreplanen forpligtede EIB-Gruppen sig til at støtte 1 billion EUR i grønne investeringer inden 2030 og bringe alle sine finansieringer i overensstemmelse med Parisaftalens principper og mål. Desuden opstillede køreplanen som mål, at mindst 50 % af EIB's årlige finansiering skulle afsættes til klima og miljømæssig bæredygtighed i 2025 og derefter. Midtvejsevalueringen bekræfter, at EIB-Gruppen er på rette vej til at opfylde disse mål. I 2022 gik 58 % af EIB's samlede finansiering til klima og miljømæssig bæredygtighed.

Siden køreplanen blev vedtaget, har EIB-Gruppen reageret på Ruslands invasion af Ukraine og den energikrise, som fulgte, ved yderligere at øge sit engagement i omstillingen til grøn energi. I juli 2023 øgede EIB-Gruppen sin støttepakke til REPowerEU-planen, som oprindeligt blev vedtaget i oktober 2022, med 50 % (fra 30 mia. EUR til 45 mia. EUR). Målet er at støtte 150 mia. EUR i investeringer frem til 2027 for at fremskynde omstillingen til grøn energi i Europa, styrke energisikkerheden og fremme innovative teknologier, bl.a. i forbindelse med den avancerede produktion og de kritiske råstoffer, som kræves til nettonuløkonomien.

EIB's klimaundersøgelse: Borgerne i store industrilande går ind for at kompensere lavindkomstlande, som påvirkes af klimaforandringerne

Forud for COP28 er sjette udgave af EIB's klimaundersøgelse blevet udsendt. Årets udgave af undersøgelsen viser, at der er stor støtte i befolkningen til klimatiltag, hvor der tages højde for påvirkningen af de mest sårbare. Det fremgår dog også, at der er en øget bekymring over leveomkostningerne i mange EU-lande. Undersøgelsen, som har været gennemført siden 2018, giver et indblik i synspunkter relateret til klimaforandringer hos borgere i verdens store økonomier. Mere end 30 000 respondenter i EU, De Forenede Arabiske Emirater, USA, Kina, Indien, Japan, Det Forenede Kongerige, Canada og Sydkorea – i form af et repræsentativt udsnit af indbyggerne i alderen 15 og derover i hvert af deltagerlandene – deltog i en rundspørge.

Medieinterviews

Kontakt os vedrørende anmodninger om interview med EIB's formand Werner Hoyer, næstformændene Ambroise Fayolle, Gelsomina Vigliotti og Thomas Östros eller vores eksperter.

EIB på COP28

Se et overblik over EIB's aktiviteter på COP28 på vores websted EIB har en pavillon i side event-området i blue zone og afholder en række arrangementer om mange forskellige emner. Det fulde program kan findes her. Man er velkommen til at overvære arrangementerne enten live eller senere. Desuden deler EIB en pavillon med en række andre multilaterale udviklingsbanker. Det fulde program kan findes her.

Baggrundsinformation

Den Europæiske Investeringsbank (EIB), som ejes af medlemsstaterne, varetager Den Europæiske Unions langfristede långivning. Den stiller langsigtet finansiering til rådighed til sunde investeringer for at bidrage til EU's politiske mål.

  • I 2019 blev EIB's politik for energilångivning tilpasset til beslutningen om at indstille al finansiering af energiprojekter, der involverer unabated fossile brændsler, herunder naturgas – som den første multilaterale udviklingsbank.
  • I 2021 blev EIB den første multilaterale udviklingsbank, der tilpassede sine finansielle aktiviteter til Parisaftalen.
  • Med sin klimabankkøreplan sigter EIB-Gruppen mod at støtte investeringer på 1 billion EUR i klima og miljømæssig bæredygtighed i det kritisk vigtige årti 2021-2030.
  • EIB har forpligtet sig til at øge investeringerne i klimaprojekter og miljømæssig bæredygtighed til mere end 50 % af EIB's årlige långivning inden 2025. Sidste år blev dette mål overgået, da investeringerne nåede op på 58 %.

EIB Global er EIB-Gruppens særlige gren målrettet mod aktiviteter uden for Den Europæiske Union og er en vigtig partner i EU's Global Gateway-strategi. Vores mål er at støtte mindst 100 mia. EUR i investeringer frem til udgangen af 2027 – omkring en tredjedel af det samlede mål for Global Gateway. Inden for Team Europe fremmer EIB Global stærke, fokuserede partnerskaber sammen med andre udviklingsfinansieringsinstitutioner og civilsamfundet. EIB Global bringer EIB-Gruppen tættere på lokalsamfund og lokale virksomheder og institutioner gennem vores kontorer over hele verden.