Den Europæiske Investeringsbank plejer hovedparten af sine institutionelle forbindelser med universiteter via et rammeprogram for universitetsforskning, der består af tre programmer:

  • EIBURS, the EIB University Research Sponsorship Programme
  • STAREBEI  (STAges de REcherche BEI), et program for finansiering af unge forskere, der arbejder med fælles projekter for EIB og universiteter, og
  • EIB University Networks, en samarbejdsordning for universitetsnetværk, der i særlig grad ventes at kunne fremme virkeliggørelsen af EIB-Gruppens mål.

EIBURS gør det muligt at yde tilskud til universitetsforskningscentre, som arbejder med forskning og emner af central interesse for Banken. EIB-sponsorater på op til 100 000 EUR årligt over tre år tildeles på konkurrencebasis interesserede universitetsinstitutter eller forskningscentre, der er tilknyttet universiteter i EU, tiltrædelseslande eller tiltrædende lande, og har anerkendt ekspertise på områder udvalgt af Banken, så de kan udvide deres aktiviteter på disse områder. Det forslag, der udvælges, vil indebære levering af forskellige output (forskning, tilrettelæggelse af kurser og seminarer, netværkssamarbejde, formidling af resultater osv.), som vil indgå i en aftale med Banken.

For studieåret 2009/2010 er der valgt en ny forskningslinje i EIBURS-programmet:

  • Byudviklingsfonde i Europa: Muligheder, strukturer, aktiviteter

JESSICA (Joint European Support for Sustainable Investment in City Areas) er et politisk initiativ fra Europa-Kommissionen og EIB med det formål at fremme byudviklingsfonde, dvs. finansieringstekniske instrumenter, der støtter investering i bæredygtig byudvikling. JESSICA imødekommer behovet for at bistå ved fornyelsen og forvandlingen af europæiske byer og behandler problemet med for få investeringsfonde til offentlig-private partnerskaber og projekter, der opfylder kriterier for integreret og bæredygtig byudvikling. 

Idéen bag initiativet er at fremme et nyt segment på det europæiske investeringsfondsmarked bestående af investeringsinstrumenter, der er specialiseret i at identificere og investere i bæredygtige bygoder og støtte aktører inden for bytransformation, som er i stand til at opnå bæredygtige byudviklingsresultater. Dette nye segment af fondsmarkedet har visse træk til fælles med eksisterende instrumenter som f.eks. infrastrukturfonde, fonde, der investerer i fast ejendom, og etiske fonde, men samler nogle af deres egenskaber i nye organisatoriske strukturer, der er baseret på særlige ledelsesformer, faglige kvalifikationer, analytiske kompetencer og netværkskompetencer.

Det foreslåede forskningsprogram bør fokusere på dette nye segment og beskrive de former, det antager i de forskellige europæiske lande og regioner. Programmet bør gennemgå de nyeste og aktuelle tanker om byudviklingsfonde og herved bidrage til at bygge bro over kløften mellem erhvervslivet og den akademiske verden. Det bør også tage højde for byudviklingsprocesser i Europa og deres påvirkning på mellemlangt sigt af efterspørgslen efter bygoder og tjenesteydelser og de investeringskrav, der er forbundet hermed. Et af programmets vigtigste formål er at give byudviklingsfonde, i deres egenskab af investorer i bæredygtig byudvikling, en bedre indsigt i de risici og muligheder, der er forbundet med langsigtet investering i europæiske byer. Det forslag, der udvælges, forventes at være i stand til at kombinere kandidatens forskningskompetence, erfaring og dataressourcer med den omfattende dokumentation, der foreligger i form af studer, som er bestilt af EIB gennem JESSICA-initiativet.

Det foreslåede forskningsprogram forventes at munde ud i bl.a. følgende resultater:

  • artikler til offentliggørelse i videnskabelige og faglige tidsskrifter
  • modeller for organisation/drift af byudviklingsfonde, herunder retlige strukturer, præstationsprincipper og -kriterier, metoder og benchmarks til vurdering og forvaltning af aktivporteføljer
  • undervisningsmoduler for langsigtede investorer, herunder specialister og fagfolk, der er involveret i bymæssige aktiviteter og projekter, finansiel strukturering og rådgivende/teknisk bistand af byudviklingsfondstypen.

Sidste frist for modtagelse af forslag er den 30. november 2009. Forslag modtaget efter denne dato vil ikke blive taget i betragtning. Forslag sendes til:

EIB-Universities Research Action
100, boulevard Konrad Adenauer
L 2950 Luxembourg
Att. Ms Luisa Ferreira, Co-ordinator.

Yderligere oplysninger om EIBURS-udvælgelsen og de øvrige programmer og tiltag kan ses på EIB's netsted institute.eib.org/programmes/knowledge