>@Imagemaker/To be defined
©Imagemaker/ To be defined

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) støtter udviklingen af nye, trådløse høreapparater og forskning i mere effektive høreimplantater fra den globale markedsleder, William Demant Holding A/S, med et lån på EUR 110 mio. Denne støtte fra EIB, der varetager EU’s langfristede långivning, vil hjælpe virksomheden med at styrke udviklingen af innovative trådløse løsninger med lavt strømforbrug. Sådanne løsninger er nødvendige for udviklingen af endnu bedre apparater, der kan forbedre livskvaliteten for millioner af hørehæmmede.

William Demants investering i ny forskning og udvikling med støtte fra EIB forventes at resultere i ca. 500 patentansøgninger og vil blive ført ud i livet af højtkvalificerede specialister i Danmark, Frankrig og Polen. På forskningssiden arbejder William Demant tæt sammen med universiteter og forskningscentre i hele Europa og bidrager således til at forbedre forståelsen af banebrydende teknologier rundt omkring i verden. De nye aktiviteter vil bygge på virksomhedens anerkendte førerposition og anvende de seneste trådløse teknologier med lavt strømforbrug samt meget avancerede og effektive digitale signalbehandlingsteknikker. Formålet er at styrke udviklingen af mere effektive høreimplantater og høreapparater, hvilket vil hjælpe den specialiserede danske virksomhed med at fastholde sin stærke position på et meget konkurrencepræget marked.

Jonathan Taylor, EIB's vicedirektør med ansvar for Danmark, udtaler: "At yde støtte til forskning, udvikling og innovation i hele sundhedssektoren er noget, Den Europæiske Investeringsbank prioriterer højt, så vi er stolte over at kunne støtte William Demants udvikling af den næste generation af høreapparater. Ved at forbedre Europas position som en betydelig teknologileverandør og ved at yde støtte til etablering af arbejdspladser med et højt kvalifikationsniveau vil dette projekt styrke Europas globale konkurrenceevne i en sektor, der gør en reel forskel for hørehæmmede personer."

Niels Jacobsen, administrerende direktør for William Demant, supplerer: "Lånet fra EIB gør det muligt for os at satse endnu mere på både grundforskning og anvendt forskning i vores bestræbelser på at skabe banebrydende løsninger inden for den forsknings- og udviklingstunge og højt specialiserede industri for høreløsninger – en industri, der stadig er domineret af europæiske spillere."

Ved at udvikle bedre høreapparater vil dette projekt i højere grad gøre det muligt for hørehæmmede at tage aktivt del i sociale sammenhænge og i erhvervslivet, hvilket de ellers ville være udelukket fra. Projektet vil også medvirke til at gøre livet lettere for de hørehæmmede ved at gøre det muligt at styre høreapparater ved hjælp af smartphones. Dette bør bidrage til at fjerne stigmaet omkring høreapparater.

I løbet af de seneste fem år har EIB investeret omkring EUR 10 mia. i sundhedssektoren. EIB, der varetager EU’s langfristede långivning, er forpligtet til at fremme projekter inden for dette område, både ved at støtte moderniseringen og udviklingen af hospitaler og lægecentre og ved at fremme forskning, udvikling og innovation i medicinsk teknologi, bioteknologi og lægemiddelindustrien. Disse projekter forbedrer sundheden ved at fremme innovation og dermed levere bedre sundhedsydelser.